OBS: Thalias Tjenere Takker af…
Theatret Thalias Tjenere har siden 1996 skabt originale maskeforestillinger, som har turneret lokalt og internationalt. Nu lukker teatret dørene, for at kunne åbne de næste…
Kære ven af teatret,
Med både vemod og spænding har vi på teatret besluttet, at sæson 2021-2022 bliver Theatret Thalias Tjeneres sidste.
Vi kan med varme og stolthed se tilbage på 29 år, som har været rige og diverse, fyldt med gode oplevelser, udfordringer og inspirationer, rejser til nære og fjerne lande, samt – og nok det mest væsentlige – ufattelig mange møder med det mest fantastiske publikum, man kunne ønske sig. Man oplever lidt af hvert på landevejen, og det er blevet til en skattekiste af sjove, kraftfulde, pudsige og livlige minder. I løbet af årene har mange dygtige og engagerede kollegaer, samarbejdspartnere og støtteinstanser været med til at udfordre og udvikle Theatret Thalias Tjenere.
For alt dette vil vi gerne sige tusind tak.
Det altomfattende projekt at drive et uafhængigt, nyskabende turnerende teater, kræver meget af alle de involverede. Den kunstneriske barre har altid været sat højt, og vi har altid bestræbt at afsøge nye veje. Det har ikke efterladt plads til meget andet. Projektet har været drevet af hjertet, og derfor er det naturligvis næsten umuligt svært at stoppe. Når vi alligevel vælger at gøre det nu, er det et udtryk for, at vi gerne vil kunne slutte dette kapitel med ynde og taknemmelighed. For netop at skabe plads til nye kreative konstellationer, nye medier, og nye samarbejder.
Vi ser frem til disse nye muligheder – vi elsker stadig teater, elsker stadig masker, og elsker stadig at være kreative og skabende, og tiden er nu inde til at tage hul på næste kapitel, hvor vi fortsat ønsker at bidrage til verden med nye og gamle historier – og gerne med gode grin.
Vi ved ikke helt, hvad der venter. Men vi håber, vi mødes derude.
Mange gode hilsner,
Theatret Thalias Tjenere