”Vanvittig stærkt. En oplevelse, man aldrig vil glemme!”
– Frederik Schøler, Hinnerup bibliotek
”Seriøst uhyggeligt! Sejt!”
– Mathias, Lundby Efterskole

”Gysene løber som en steppebrand gennem tilskuerrækkerne!”
– Aarhus Stiftstidende

”Herlig skælmsk – det lille teater er i sit es!”
– Teateravisen
”Det mest fantastiske teater, vi nogensinde har set på skolen. Og vi har haft meget…”
– Bendte Lund Jepsen, Lærer, Vestre Skole, Middelfart

Gotisk stemning, gys, og gribende drama får  fuld skrue i denne stærke og visuelle tolkning af Stokers melodramatiske mesterværk, der bestemt ikke er for pattebørn. Her ser vi angsten i øjnene – angsten for det, der opsøger os i vores drømme og forfører os, og ikke mindst angsten for den dyriske natur, der ligger gemt under vores civiliserede maske.

Bemærk! Der er ingen læge tilstede under forestillingen. Publikummer med svage hjerter og skrøbelige sindelag gøres derfor opmærksom på at overværelse sker på eget ansvar!

Publikum bydes indenfor i en intens atmosfære. Tæt bænket i et lille intimt rum lukkes væggene omkring dem! Nu kan historien om Dracula fortælles – gennem hundredårs gamle optegnelser i dagbøger som Theatret Thalias Tjenere på mystisk vis er kommet i besiddelse af..

Den nybagte jurist Jonathan Harker er rejst til Transsylvanien for at assistere med salget af et gammelt gods, der støder op til den unge Lucy Westers ejendom herhjemme.

Da Jonathan under sit ophold opdager hvem – og hvad – køberen, Grev Dracula, i virkeligheden er, spærres han inde, og Dracula sætter sejl mod sine nye jagtmarker i Danmark – mod Lucy… og mod hendes veninde Mina – Jonathans forlovede!

Jonathan slipper ud, men kan han nå at forhindre den grusomme greve i at udklække sine skumle planer? Derhjemme sker der nemlig allerede besynderlige, foruroligende ting – Lucy er begyndt at gå i søvne.

En mystisk og voldsom storm kaster et spøgelsesskib mod kajen, og pludselig bliver Jonathans venner kastet ud i en kamp om liv og død… og mere.

Om målgrupper