[et_pb_section fb_built=”1″ fullwidth=”on” _builder_version=”3.22″ background_color=”#e02b20″ custom_margin=”-44px||” custom_padding=”0px||”][et_pb_fullwidth_post_title meta=”off” featured_image=”off” _builder_version=”3.21″][\/et_pb_fullwidth_post_title][\/et_pb_section][et_pb_section fb_built=”1″ _builder_version=”3.22″ custom_padding=”1px|0px|50.875px|0px|false|false”][et_pb_row _builder_version=”3.22″ background_size=”initial” background_position=”top_left” background_repeat=”repeat”][et_pb_column type=”1_4″ _builder_version=”3.0.47″][\/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″ _builder_version=”3.0.47″][et_pb_text _builder_version=”3.22.1″ text_font=”Georgia||||||||” background_size=”initial” background_position=”top_left” background_repeat=”repeat” admin_label=”Tekst”]<\/p>\n
I 1996 producerede Theatret Thalias Tjenere Helgenernes Br\u00f8nd, deres f\u00f8rste forestilling med masker. Stykket tog udgangspunkt i blindhed og syn, sk\u00f8nhed og grimhed. Det var derfor oplagt at v\u00e6lge en stil, der f\u00f8rst og fremmest var visuel. J.M.Synges “grimme gamle tiggere” blev realiseret som maskekarakterer, hvilket udl\u00f8ste en enorm og umiddelbar respons fra publikum. Det er blandt andet denne reaktion, som har inspireret teatret til at udforske formen videre.<\/p>\n
I deres s\u00f8gen efter at udvikle et moderne dansk masketeater, er de kommet omkring mange forskellige masketyper fra forskellige kulturer og i dag er Theatret Thalias Tjenere Danmarks f\u00f8rende professionelle masketeater.<\/p>\n
Til de fleste forestillinger er maskerne fremstillet af Stephan Vernier, men samtlige teatrets spillere er ogs\u00e5 maskemagere.<\/p>\n
<\/p>\n
Vi fremstiller lejlighedsvis masker p\u00e5 bestilling –\u00a0enten til forestillinger, tr\u00e6ning eller undervisning.
Hver maske er unik og udformes i samr\u00e5d med modtageren.<\/p>\n
Maskerne fremstilles i\u00a0papier-mach\u00e9,\u00a0som er et\u00a0smidigt og meget holdbart materiale til en overkommelig pris. Andre materialer kan benyttes efter aftale.<\/p>\n
Kontakt venligst teatret og h\u00f8r n\u00e6rmere.<\/p>\n
Helmasker (a)
Helmasker (b)
Halvmasker
1\/4 masker
Karaktermasker
Neutrale masker
Commedia
n\u00e6se \/ kind
Emotionelle masker
Larva \/Basel masker
Karakter \u00bd masker
Dottore (Commedia)<\/p>\n
Kontakt os vedr\u00f8rende priser<\/p>\n
About mask : a kind of manifesto?<\/p>\n
Throughout much of the western world, the mask is regarded as a) a plaything for children, b) a tool for assisting actors in their development, or c) a work of art.<\/p>\n
Of course, a mask can be each or even all of these things. But very seldom indeed does the mask assume a position as a legitimate player in performance, or, more appropriately, as the dominant shaper of style. There seems to be a pervasive myth about mask performance which leads us to expect that it will either be commedia dell’arte, or impenetrable, self-indulgent performance art. In any case, it will most likely not be anything we can relate to.<\/p>\n
This is perhaps partly due to the nature of the mask. What is a mask, if not “verfremdung” in a nutshell? The mask is at first glance a wall between the wearer and the spectator – what better symbol of the distance between the modern actor and her dwindling, alienated audience? Perhaps it is natural, then, that our expectation of masks in performance is of something distant and unmoving.<\/p>\n
But this is not true in other cultures which have a tradition of mask use and performance. It is a cultural phenomenon, not a physiological response! In this light, the expectation becomes understandable: our primary experience of masks in most of western society is through horror films and trick-or-treat games, (or work: gas masks, particle masks, etc.) – here the association is nearly always negative and repelling – and the expressive quality of most of the masks in question is very low. The combination of\u00a0masks used in this way\u00a0and\u00a0masks carelessly produced\u00a0result in the net function of the mask being reduced to one of\u00a0concealing identity. The child at the door on Halloween is often only recognizable as the Hulk or Obi-Wan because the name is printed on the costume which came with the mask. So the mask’s true power, that of projecting a new persona or being, is not part of our common experience of the mask.<\/p>\n
Nonetheless, I will submit that the mask embodies the one aspect of the theatre which uniquely qualifies and necessitates the art form in today’s society. The mask’s weakness is also its strength: the mask on video becomes lifeless, the mask in a book is a piece of beautiful craftsmanship, but dead, nonetheless – the mask on the wall is without a soul, waiting to be occupied, or to occupy someone. The fact that the mask can only live through interplay between wearer and observer is what makes it such a powerful tool for the rejuvenation of the stage.<\/p>\n
The stage has spent so many years using the language which film has long since stolen from it, spouting a vocabulary which it believes to be its own, unaware that the meanings have changed, and their roots faded from memory. What we see on the stage in a good performance rarely rings as true as what we see in even a poor film, because we expect the same language, the same realism, the same intensity of illusion – having forgotten that the stage has never had that power.<\/p>\n
The stage has another power, however. This is the power that a musician has over a dancer, the power a dancer has over a partner. This power cannot be conveyed by electronic media – the air between the musician and the listener is charged with an energy that simply is not reproduced by even the best digital recording. Because that energy is about the Now. Now the violinist chooses to draw the bow this way, now he chooses just that particular vibrato, now he breathes…and at any moment, he could…make an unexpected choice.<\/p>\n
He could…<\/p>\n
Screw up.<\/p>\n
In a sense, this is what any stylization of performance reminds us of. The mask is a blatant stylization – there are no ifs, ands, or buts about it. You see a mask on an actor, and there’s no denying you ain’t in Moscow anymore. It is just one form of stylization, but it is quintessential, symbolic of stylization in general.<\/p>\n
Stylization leads a part of our awareness to the actor behind the mask at all times. We are aware of the craft. A contract is formed the moment a masked character is introduced: we are not creating an illusion of reality, we have agreed on a set of rules for an interpretation of reality, just as we might agree on a key for a melody or a palette of colors for a rendering. We have agreed to pretend.<\/p>\n
What makes this stylization so essential today is that is requires the active participation of the observer. (Again, this is a quality which is especially notable in mask, but certainly can be seen in many other genres – clown, for one.) We live in a society which is ever more individualized and compartmentalized. Take music, for example. Not much more than a hundred years ago, music could only be enjoyed if someone played a tune for you live, in person. Less than fifty years ago, it was still something which almost exclusively was enjoyed in the company of others. Today, music has become a private affair, and we each hear our own tune, all at the same time, oblivious of the others and their tunes.<\/p>\n
This is symptomatic of the development in most of our culture – I could present similar examples from just about every other cultural aspect of life; even the Queen of Denmark noted the phenomenon in her New years’ address in 2001. But the human need for tangible, direct interaction has not been reduced simply because it has been overseen by the minds which shape the consumer goods on the market. On the contrary, because that need has been overseen, it is therefore all the more urgent. And mask performance creates (when it works) a demanding, concentrated exchange of energy between performer and audience which is precisely what the doctor ordered. Because the audience is not passively entertained, but constantly asked to work to interpret the physical language of the mask, the performance energy cannot be merely one-way. Thus the performance requires input from all parts – a synthesis which cannot occur with recorded media.<\/p>\n
Such an experience will probably be a while in coming with new technology – and why bother, when a superior lower-tech solution exists?<\/p>\n
I am not suggesting that other genres of performance do not offer anything like this. However, mask performance is one of a very few which so heighten the experience by making such demands upon the audience, and which at the same time are characterized by such a concrete embodiment of the stylization. I believe the degree of style to be so high, and the quality of the experience to be so powerful in this form that it can bear separate consideration as a genre (outside of, as well as overlapping, theatre and dance) and deserves all our efforts to further a deeper investigation as well as wider acceptance in western performance.<\/p>\n
The magic is available today. This is as good a reason I can think of to perform with masks as any.<\/p>\n
– Stephan Vernier, 1998<\/p>\n
Masker i undervisningen<\/p>\n
Alt for ofte er undervisning i teaterets kunst noget underligt uh\u00e5ndgribeligt noget. Man bliver bedt om at “fornemme, sanse, og f\u00f8le”. I det hele taget udf\u00f8re \u00f8velser man ikke forst\u00e5r, mens alle andre tilsyneladende er helt med. Man vil ikke virke dum – s?man “lader som om”. (N\u00f8jagtig som de andre i \u00f8vrigt g\u00f8r!)<\/p>\n
N\u00e5r man f\u00f8rst befinder sig i denne “kejserens nye kl\u00e6der” situation, s?forledes man hurtigt til at tro, at der overhovedet ikke findes noget egentlig h\u00e5ndv\u00e6rk eller teknik – men at det hele drejer sig om dette udefinerbare talent – som man enten har eller ikke har. Og da man jo ikke kan f?sig selv til at tro, at ens l\u00e6rere er svindlere, begynder man at se sig selv som en bedrager, der m?”lade som om” og som alts?er talentl\u00f8s. Man har allerede da taget de f\u00f8rste skridt ned ad vejen mod d\u00e5rlig selvtillid og selvforagt – en vej der ender med den ber\u00f8mte “onde cirkel”. For kreativitet kr\u00e6ver tryghed og frig\u00f8relse for at flyde frit.<\/p>\n
Der er sagt mange kloge ord om begrebet talent. For Keith Johnstone er talent lig med “mangel p?h\u00e6mninger”. Hvad “talent” s?end er – s?kan det ikke nytte noget at bekymre sig om det. Uanset om man har det eller ikke har det – s?er det under alle omst\u00e6ndigheder komplet ude af ens kontrol – man kan ikke l\u00e6re talent. Men i virkeligheden er det eneste talent man beh\u00f8ver besidde for at l\u00e6re at spille, m\u00e5ske talentet for at arbejde – evnen til at l\u00e6re de f\u00e6rdigheder, der udg\u00f8r skuespillerens h\u00e5ndv\u00e6rk.<\/p>\n
Teknik er jo blot viden om det v\u00e6rkt\u00f8j man bruger og en forst\u00e5else for, hvordan det bruges. Ganske som snedkeren skal skuespilleren kende sine redskaber. Det er nemt at l\u00e6re at bruge et stemmejern – men sv\u00e6rt at mestre det og sk\u00e6re smukke kunstf\u00e6rdige udsk\u00e6ringer. Det er n\u00f8jagtig det samme, der g\u00f8r sig g\u00e6ldende for skuespilleren.<\/p>\n
For at undg?selvforagtende elever, der “lader som om”, er det vigtigt at undervisningen er enkel – blottet for mystifistisk famlen. Frem for alt m?den v\u00e6re konkret.<\/p>\n
Masken er i den sammenh\u00e6ng et enest\u00e5ende og genialt v\u00e6rkt\u00f8j, som har bevist sin v\u00e6rdi gennem \u00e5rtusinder i mange kulturer. Den er netop et helt konkret objekt. Noget man i bogstaveligste forstand ka?ta?og f\u00f8le p?<\/p>\n
Samtidig er den en del af en f\u00e6lles referenceramme. Alle kan nikke genkendende til i overf\u00f8rt betydning at tage \u00e9n maske p? n\u00e5r man er sammen med venner, en anden n\u00e5r man taler med rektor og endnu \u00e9n, n\u00e5r man spiser middag med familien. Vi har udtryk som “at holde masken” og “lad maskerne falde”. Masken bliver alts?n\u00e6rmest en metafor for mennesket og med karaktermaskens st\u00e6rke uforanderlige tr\u00e6k, er den det ultimative symbol p?rollen. N\u00e5r man tager masken p? modtager man en st\u00e6rk impuls, som m?handles p? Og som s\u00e5dan er den en fremragende introduktion til karakterarbejdet.<\/p>\n
Fordi masken skjuler ansigtet, kan den give eleven en fornemmelse af at kunne gemme sig, hvilket ofte giver hende friheden til at folde sig ud og g\u00f8re ting hun ellers ikke ville turde. (Under karnevalet i middelalderens Italien, var det ulovligt at g?med v\u00e5ben, samtidig med man bar maske. Netop fordi man havde skiftet sin identitet ud, kunne man ikke l\u00e6ngere v\u00e6re ansvarlig for sin egen opf\u00f8rsel! — Mon ikke det ogs?var fordi, man ville v\u00e6re sv\u00e6r at genkende, n\u00e5r man tog masken af!)<\/p>\n
Men det paradoksale og fantastiske ved masken er, at den afsl\u00f8rer i meget h\u00f8jere grad, end den skjuler! Fornemmelsen af at v\u00e6re skjult er en illusion. Georg Bernard Shaw sagde engang : S\u00e6t en maske p?ansigtet af en mand, og han kan ikke lyve!<\/p>\n
Masken l\u00e6gger hovedet p? hylden:<\/p>\n
<\/p>\n
Vi lever i et meget intellekt-fikseret samfund. B\u00e5de den “sunde fornuft” og “fantasien” placeres i hovedet. Kroppen som udskiller v\u00e6sker, lugte, lyde – pakkes ind, gemmes v\u00e6k og fungerer n\u00e6rmest udelukkende som transportmiddel for dette enest\u00e5ende apparat – hovedet. Derfor er de fleste af os eksperter i ansigtsudtryk. Men t\u00e6nk lige p? hvor lille en del af menneskets anatomi hovedet udg\u00f8r. Dens st\u00f8rrelse (og forstand) taget i betragtning till\u00e6gges hovedet efter min mening alt for stor betydning. Kroppen, som oftest er klogere end hovedet, har sv\u00e6rt ved at blive h\u00f8rt – mavepinen over hovedets (forkerte) beslutning ignoreres sammen med koldsved og hjertebanken. Det er helt indlysende, at vejen til en frit flydende fantasi og kreativitet skal engagere hele kroppen. Men jo \u00e6ldre vi bliver, des mere h\u00e6mmede er vi af skikke, normer og regler, derfor handler det om at tilbyde redskaber, der kan fjerne disse forhindringer og frig\u00f8re kroppen.<\/p>\n
<\/p>\n
Men hvad mente Shaw? Ja: med ansigtet d\u00e6kket, er kroppens udtryk det eneste, der er tilbage, og kroppen afsl\u00f8rer sandheden. Vi er nemlig ikke blevet eksperter i at styre den. Selv n\u00e5r vi krampagtigt fors\u00f8ger at v\u00e6re udtryksl\u00f8se, sladrer den. Tripper f\u00f8dderne – piller fingrene? Balancen, \u00e5ndedr\u00e6ttet, brystkassen, kropsholdningen? Alting har en betydning for tilskueren. Hvis man ser skuespillere, der virker utrov\u00e6rdige, er det ofte fordi der, groft sagt, er en uoverensstemmelse mellem hoved og krop.<\/p>\n
<\/p>\n
Maskerne tvinger alts? eleven til at fokusere p?kropssproget, ogs?fordi det er n\u00f8dvendigt, n\u00e5r ansigtet er d\u00e6kket, at tr\u00e6ffe st\u00e6rke fysiske valg for at give masken liv. Samtidig erfarer man hurtigt, at maskernes liv afh\u00e6nger af deres publikum; de har et behov for en direkte kontakt med dem. S\u00e5ledes hj\u00e6lper masker med at udvikle et st\u00e6rkt og udadvendt udtryk og som s\u00e5dan er de et uundv\u00e6rligt tr\u00e6ningsredskab, ogs?for dem, der i sidste ende skal spille uden masker.<\/p>\n
Tr\u00e6ningsmasken under masken:<\/p>\n
<\/p>\n
Som en yderligere hj\u00e6lp til skuespilleren, der arbejder med at f?en forst\u00e5else af sig selv, udviklede Jacques LeCoq og Amleto Sartori i et mange\u00e5rigt samarbejde den Neutrale (eller den Universelle) maske. Den er meget enkel – i princippet: Det er en maske, der ikke har noget bestemt udtryk. Mange foretr\u00e6kker at kalde det for en maske, der forestiller Mennesket, frem for at v\u00e6re \u00e9t bestemt menneske. Denne maske hj\u00e6lper en skuespiller til (ved hj\u00e6lp af en tilskuer) at opdage hvilke gestus-m\u00f8nstre og vaner hun har, og hvordan disse kan undg\u00e5s.<\/p>\n
<\/p>\n
Teorien bag den neutrale maske er enkel: f\u00f8rst n\u00e5r man kender sig selv, kan man lade v\u00e6re med at v\u00e6re sig selv, og s?spille en anden. Derfor m?man, n\u00e5r man tager en karaktermaske (eller en karakter uden maske) p? forestille sig, at man tager den Neutrale maske p? nedenunder. At man rejser gennem et roligt, tomt rum, hvor man kan efterlade egne vaner bag sig, for derefter at bebo karakteren.<\/p>\n
Arbejdet med den neutrale maske er mest effektiv i et l\u00e6ngere forl\u00f8b, men selv enkle \u00f8velser kan hurtigt f\u00f8re eleven til vigtige opdagelser og gennembrud, som ellers er sv\u00e6rt opn\u00e5elige. Masken er ubarmhjertig: samtidig med, at den blidt hj\u00e6lper eleven med at finde det neutrale\/universelle udtryk, s?afsl\u00f8rer den ukritisk hver fejl beg\u00e5et, hver un\u00f8dvendig gentagelse, hver genvej skudt.Masken og Magi: Paradokset<\/p>\n
Selvom man bestr\u00e6ber sig p?at ligge “sig selv” p?hylden, s?er en maske jo en d\u00f8d ting, som kun kan bringes til live gennem skuespillerens personlighed. (Hvilket i sig selv giver eleverne en fantastisk f\u00f8lelse af evne eller “magt”.) Michel Saint-Denis siger:<\/p>\n
“Masken absorberer skuespillerens personlighed, hvorfra den f\u00e5r sin n\u00e6ring. Den varmer hans f\u00f8lelser og k\u00f8lner hans hoved”<\/p>\n
<\/p>\n
Dette er essensen af at f?masken til at leve. Mange, der arbejder med masker snakker om dens magiske kr\u00e6fter og at man, n\u00e5r man tager masken p? n\u00e6rmest g\u00e5r i trance. Jeg bryder mig ikke om denne mystificeren. Igen fordi det presser eleven til at “lade-som-om”, n\u00e5r det fordres, at en bestemt indre tilstand skal opn\u00e5s for, at \u00f8velsen er vellykket. Eleverne finder det endda ofte ligefrem skr\u00e6mmende, n\u00e5r disse d\u00f8de og ofte groteske “v\u00e6sner” till\u00e6gges s?stor magt. Jeg udnytter elevernes f\u00f8rste indskydelse, n\u00e5r de f\u00e5r maskerne p?og ser hinanden. Latteren! Det er og skal v\u00e6re “skide sjovt” (for nu at sige det p?godt dansk) at arbejde med masker. Latteren er en af maskernes store fordele – fordi latter skaber en tryg atmosf\u00e6re at arbejde i og g\u00f8der jorden for videre udforskning. Som maskemager har jeg desuden et mere praktisk, nede-p?jorden, forhold til de masker jeg skal spille. Jeg har selv lavet dem – selv haft fingrene i leret og langsomt set dem tage form gennem maskefremstillingens forskellige processer. Det er stadig “magisk” at disse d\u00f8de papmach?former kan levendeg\u00f8res, men jeg till\u00e6gger dem ikke overnaturlige evner og ritualiserer kun behandlingen af dem i begr\u00e6nset omfang. Alt, hvad man foretager i form af ritualer omkring masker er til for at hj\u00e6lpe skuespilleren, for det er i sidste ende skuespilleren, som er kilden til magien. At p\u00e5st?andet er kunstigt og form\u00e5lsl\u00f8st hokus-pokus.<\/p>\n
<\/p>\n
Det er dog sandt, at masken skal have “lov til at leve sit eget liv”, og at en god maske faktisk kan styre skuespilleren i en vis grad, idet den giver hende inspiration. Man taler om at lytte til masken eller at v\u00e6re \u00e5ben for maskens personlighed. Derfor kan det godt f\u00f8les som om en god teatermaske har en st\u00e6rk og m\u00e5ske lidt mystisk magt over \u00e9n. Dario Fo, som n\u00e6rmest har et had\/k\u00e6rligheds forhold til dem – m\u00e5ske fordi hans eget ansigt er s?udtryksfuldt – fort\u00e6ller:<\/p>\n
” …n\u00e5r man tager masken af, f\u00e5r man en unik f\u00f8lelse – det er i hvert fald min erfaring – jeg er bange for, at en del af mit eget ansigt har sat sig fast p?masken, eller at ansigtet er taget af med masken. N\u00e5r man tager masken af efter at have haft den p?i to til tre timer, f\u00e5r man indtrykket af, at udslette sig selv.”<\/p>\n
<\/p>\n
Nogle gange kan professionelle maskeskuespillere fort\u00e6lle om situationer, hvor de spillede med en maske i op til flere timer, uden bagefter at kunne huske, hvad de lavede. Man kan m\u00e5ske godt sige, at de var i en form for trance. M\u00e5ske – men det er vigtigt at holde fast i, at masken ikke g\u00f8r det hele selv. At f?en maske til at leve kr\u00e6ver teknik. Man m?l\u00e6re vigtigheden af \u00f8konomi og fokus, at “less is more,” at \u00f8jeblikke skal adskilles, osv. osv.<\/p>\n
<\/p>\n
Alle er de redskaber, som man uden videre kan tage med sig, n\u00e5r man skal spille uden masken.Masker tvinger os til at bruge hinanden:<\/p>\n
N\u00e5r man t\u00e5ger rundt derinde i masken – m\u00e5ske endda med d\u00e5rligt udsyn – har man ofte ingen anelse om hvad man laver. Man kan jo ingenting se! Man kan i starten umuligt have nogen fornemmelse af, hvorn\u00e5r masken fungerer og hvorn\u00e5r den ikke g\u00f8r! Det er fuldst\u00e6ndigt ligegyldigt om man “spiller r\u00f8ven ud af bukserne” bag masken, hvis ikke det n\u00e5r ned til publikum (hvilket er sandt for alt teater.) Her bliver maskearbejde meget teknisk. Fordi man (kroppen!) skal l\u00e6re, at fra en bestemt vinkel ser masken sur ud – hvis man flytter hovedet 30o NV – s?ser masken pludselig forbavset ud, osv. Til dette arbejde bruges de andre elever som observat\u00f8rer. S?det er ogs? sandt for maskearbejdet, at man p?nogen m\u00e5der l\u00e6rer mere ved at se p?- end ved at v\u00e6re p? Maskearbejdet tr\u00e6ner derved elevernes observationsevner – alt det kropsafl\u00e6sning, som vi dagligt g\u00f8r ubevidst, bliver pludselig bevidst.<\/p>\n
Nogle er varme fortalere for brug af spejle i maskearbejdet. Det er jeg ikke. Jeg tillader gerne, at man lige f\u00e5r et hurtigt glimt af sig selv i spejlet, ikke mere. Hvis man begynder at spille foran spejlet f\u00e5r man udelukkende en fornemmelse af masken frontalt. Det er muligvis mere kr\u00e6vende, men ogs?meget mere givende og naturligt, at l\u00e6re at bruge hinanden som spejl.<\/p>\n
“The out of body experience!”<\/p>\n
<\/p>\n
S?snart man har tilegnet sig den element\u00e6re teknik, som kr\u00e6ves for at b\u00e6re en maske, vil man begynde at indse, at masker ikke kan t\u00e5le mere end \u00e9n motivation ad gangen, at de kun lever gennem kontrollerede, st\u00e6rke, og aldeles enkle handlinger som beror p?et rigt indre liv i en rolig og afbalanceret krop.<\/p>\n
I en meget rendyrket form g\u00f8r arbejdet med masker det muligt for eleven at opleve hvad Saint-Denis kalder for selve kemien i h\u00e5ndv\u00e6rket: i det pr\u00e6cise \u00f8jeblik, hvor skuespillerens f\u00f8lelser n\u00e5r deres h\u00f8jdepunkt under masken, tvinges hun til “at tr\u00e6de et skridt tilbage” s?og sige. Overblik og klarsyn er yderst n\u00f8dvendige, fordi man, samtidig med at man er fordybet i den sceniske situation, stadig skal kunne styre den fysiske handling.<\/p>\n
<\/p>\n
Eleven arbejder her med den kvalitet, som gjorde Peking Opera-legenden Mei Lan-Fang til yndlingsskuespiller hos s? forskellige teaterpersonligheder som Brecht, Chaplin, og Stanislavski: evnen til at bebo karakteren fuld ud og trov\u00e6rdigt, mens en del af skuespilleren m\u00e6rkbart “observerer sig selv udefra,” og bevidst og aktivt v\u00e6lger det udtryk, som bedst passer til situationen og formen.<\/p>\n
<\/p>\n
Kort sagt: Masker varmer f\u00f8lelserne og k\u00f8ler hovedet! Teori kan g\u00f8re alt indviklet – men i virkeligheden skal arbejdet v\u00e6re som en alvorlig leg – enkelt og sjovt. En indgangsvinkel til h\u00e5ndv\u00e6rket, der fremmer det autentiske udtryk og skaber selvsikre resourcefulde elever\/skuespillere. Det kan masker!<\/p>\n
<\/p>\n
<\/p>\n
[\/et_pb_text][\/et_pb_column][et_pb_column type=”1_4″ _builder_version=”3.0.47″][\/et_pb_column][\/et_pb_row][\/et_pb_section]<\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"
I 1996 producerede Theatret Thalias Tjenere Helgenernes Br\u00f8nd, deres f\u00f8rste forestilling med masker. Stykket tog udgangspunkt i blindhed og syn, sk\u00f8nhed og grimhed. Det var derfor oplagt at v\u00e6lge en stil, der f\u00f8rst og fremmest var visuel. J.M.Synges “grimme gamle tiggere” blev realiseret som maskekarakterer, hvilket udl\u00f8ste en enorm og umiddelbar respons fra publikum. Det […]<\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"parent":100,"menu_order":0,"comment_status":"open","ping_status":"closed","template":"","meta":{"_et_pb_use_builder":"on","_et_pb_old_content":"
I 1996 producerede Theatret Thalias Tjenere Helgenernes Br\u00f8nd, deres f\u00f8rste forestilling med masker. Stykket tog udgangspunkt i blindhed og syn, sk\u00f8nhed og grimhed. Det var derfor oplagt at v\u00e6lge en stil, der f\u00f8rst og fremmest var visuel. J.M.Synges \"grimme gamle tiggere\" blev realiseret som maskekarakterer, hvilket udl\u00f8ste en enorm og umiddelbar respons fra publikum. Det er blandt andet denne reaktion, som har inspireret teatret til at udforske formen videre.<\/p>
I deres s\u00f8gen efter at udvikle et moderne dansk masketeater, er de kommet omkring mange forskellige masketyper fra forskellige kulturer og i dag er Theatret Thalias Tjenere Danmarks f\u00f8rende professionelle masketeater.<\/p>
Til de fleste forestillinger er maskerne fremstillet af Stephan Vernier, men samtlige teatrets spillere er ogs\u00e5 maskemagere.<\/p>
\u00a0<\/p>
Vi fremstiller lejlighedsvis masker p\u00e5 bestilling -\u00a0enten til forestillinger, tr\u00e6ning eller undervisning.
Hver maske er unik og udformes i samr\u00e5d med modtageren.<\/p>
Maskerne fremstilles i\u00a0papier-mach\u00e9,\u00a0som er et\u00a0smidigt og meget holdbart materiale til en overkommelig pris. Andre materialer kan benyttes efter aftale.<\/p>
Kontakt venligst teatret og h\u00f8r n\u00e6rmere.<\/p>
\u00a0<\/p>
Helmasker (a)
Helmasker (b)
Halvmasker
1\/4 masker
Karaktermasker
Neutrale masker
Commedia
n\u00e6se \/ kind
Emotionelle masker
Larva \/Basel masker
Karakter \u00bd masker
Dottore (Commedia)<\/p>
Kontakt os vedr\u00f8rende priser<\/p>
About mask : a kind of manifesto?<\/p>
Throughout much of the western world, the mask is regarded as a) a plaything for children, b) a tool for assisting actors in their development, or c) a work of art.<\/p>
Of course, a mask can be each or even all of these things. But very seldom indeed does the mask assume a position as a legitimate player in performance, or, more appropriately, as the dominant shaper of style. There seems to be a pervasive myth about mask performance which leads us to expect that it will either be commedia dell'arte, or impenetrable, self-indulgent performance art. In any case, it will most likely not be anything we can relate to.<\/p>
This is perhaps partly due to the nature of the mask. What is a mask, if not \"verfremdung\" in a nutshell? The mask is at first glance a wall between the wearer and the spectator - what better symbol of the distance between the modern actor and her dwindling, alienated audience? Perhaps it is natural, then, that our expectation of masks in performance is of something distant and unmoving.<\/p>
But this is not true in other cultures which have a tradition of mask use and performance. It is a cultural phenomenon, not a physiological response! In this light, the expectation becomes understandable: our primary experience of masks in most of western society is through horror films and trick-or-treat games, (or work: gas masks, particle masks, etc.) - here the association is nearly always negative and repelling - and the expressive quality of most of the masks in question is very low. The combination of\u00a0masks used in this way\u00a0and\u00a0masks carelessly produced\u00a0result in the net function of the mask being reduced to one of\u00a0concealing identity. The child at the door on Halloween is often only recognizable as the Hulk or Obi-Wan because the name is printed on the costume which came with the mask. So the mask's true power, that of projecting a new persona or being, is not part of our common experience of the mask.<\/p>
Nonetheless, I will submit that the mask embodies the one aspect of the theatre which uniquely qualifies and necessitates the art form in today's society. The mask's weakness is also its strength: the mask on video becomes lifeless, the mask in a book is a piece of beautiful craftsmanship, but dead, nonetheless - the mask on the wall is without a soul, waiting to be occupied, or to occupy someone. The fact that the mask can only live through interplay between wearer and observer is what makes it such a powerful tool for the rejuvenation of the stage.<\/p>
The stage has spent so many years using the language which film has long since stolen from it, spouting a vocabulary which it believes to be its own, unaware that the meanings have changed, and their roots faded from memory. What we see on the stage in a good performance rarely rings as true as what we see in even a poor film, because we expect the same language, the same realism, the same intensity of illusion - having forgotten that the stage has never had that power.<\/p>
The stage has another power, however. This is the power that a musician has over a dancer, the power a dancer has over a partner. This power cannot be conveyed by electronic media - the air between the musician and the listener is charged with an energy that simply is not reproduced by even the best digital recording. Because that energy is about the Now. Now the violinist chooses to draw the bow this way, now he chooses just that particular vibrato, now he breathes...and at any moment, he could...make an unexpected choice.<\/p>
He could...<\/p>
Screw up.<\/p>
In a sense, this is what any stylization of performance reminds us of. The mask is a blatant stylization - there are no ifs, ands, or buts about it. You see a mask on an actor, and there's no denying you ain't in Moscow anymore. It is just one form of stylization, but it is quintessential, symbolic of stylization in general.<\/p>
Stylization leads a part of our awareness to the actor behind the mask at all times. We are aware of the craft. A contract is formed the moment a masked character is introduced: we are not creating an illusion of reality, we have agreed on a set of rules for an interpretation of reality, just as we might agree on a key for a melody or a palette of colors for a rendering. We have agreed to pretend.<\/p>
What makes this stylization so essential today is that is requires the active participation of the observer. (Again, this is a quality which is especially notable in mask, but certainly can be seen in many other genres - clown, for one.) We live in a society which is ever more individualized and compartmentalized. Take music, for example. Not much more than a hundred years ago, music could only be enjoyed if someone played a tune for you live, in person. Less than fifty years ago, it was still something which almost exclusively was enjoyed in the company of others. Today, music has become a private affair, and we each hear our own tune, all at the same time, oblivious of the others and their tunes.<\/p>
This is symptomatic of the development in most of our culture - I could present similar examples from just about every other cultural aspect of life; even the Queen of Denmark noted the phenomenon in her New years' address in 2001. But the human need for tangible, direct interaction has not been reduced simply because it has been overseen by the minds which shape the consumer goods on the market. On the contrary, because that need has been overseen, it is therefore all the more urgent. And mask performance creates (when it works) a demanding, concentrated exchange of energy between performer and audience which is precisely what the doctor ordered. Because the audience is not passively entertained, but constantly asked to work to interpret the physical language of the mask, the performance energy cannot be merely one-way. Thus the performance requires input from all parts - a synthesis which cannot occur with recorded media.<\/p>
Such an experience will probably be a while in coming with new technology - and why bother, when a superior lower-tech solution exists?<\/p>
I am not suggesting that other genres of performance do not offer anything like this. However, mask performance is one of a very few which so heighten the experience by making such demands upon the audience, and which at the same time are characterized by such a concrete embodiment of the stylization. I believe the degree of style to be so high, and the quality of the experience to be so powerful in this form that it can bear separate consideration as a genre (outside of, as well as overlapping, theatre and dance) and deserves all our efforts to further a deeper investigation as well as wider acceptance in western performance.<\/p>
The magic is available today. This is as good a reason I can think of to perform with masks as any.<\/p>
- Stephan Vernier, 1998<\/p>
Masker i undervisningen<\/p>
Alt for ofte er undervisning i teaterets kunst noget underligt uh\u00e5ndgribeligt noget. Man bliver bedt om at \"fornemme, sanse, og f\u00f8le\". I det hele taget udf\u00f8re \u00f8velser man ikke forst\u00e5r, mens alle andre tilsyneladende er helt med. Man vil ikke virke dum - s?man \"lader som om\". (N\u00f8jagtig som de andre i \u00f8vrigt g\u00f8r!)<\/p>
N\u00e5r man f\u00f8rst befinder sig i denne \"kejserens nye kl\u00e6der\" situation, s?forledes man hurtigt til at tro, at der overhovedet ikke findes noget egentlig h\u00e5ndv\u00e6rk eller teknik - men at det hele drejer sig om dette udefinerbare talent - som man enten har eller ikke har. Og da man jo ikke kan f?sig selv til at tro, at ens l\u00e6rere er svindlere, begynder man at se sig selv som en bedrager, der m?\"lade som om\" og som alts?er talentl\u00f8s. Man har allerede da taget de f\u00f8rste skridt ned ad vejen mod d\u00e5rlig selvtillid og selvforagt - en vej der ender med den ber\u00f8mte \"onde cirkel\". For kreativitet kr\u00e6ver tryghed og frig\u00f8relse for at flyde frit.<\/p>
Der er sagt mange kloge ord om begrebet talent. For Keith Johnstone er talent lig med \"mangel p?h\u00e6mninger\". Hvad \"talent\" s?end er - s?kan det ikke nytte noget at bekymre sig om det. Uanset om man har det eller ikke har det - s?er det under alle omst\u00e6ndigheder komplet ude af ens kontrol - man kan ikke l\u00e6re talent. Men i virkeligheden er det eneste talent man beh\u00f8ver besidde for at l\u00e6re at spille, m\u00e5ske talentet for at arbejde - evnen til at l\u00e6re de f\u00e6rdigheder, der udg\u00f8r skuespillerens h\u00e5ndv\u00e6rk.<\/p>
Teknik er jo blot viden om det v\u00e6rkt\u00f8j man bruger og en forst\u00e5else for, hvordan det bruges. Ganske som snedkeren skal skuespilleren kende sine redskaber. Det er nemt at l\u00e6re at bruge et stemmejern - men sv\u00e6rt at mestre det og sk\u00e6re smukke kunstf\u00e6rdige udsk\u00e6ringer. Det er n\u00f8jagtig det samme, der g\u00f8r sig g\u00e6ldende for skuespilleren.<\/p>
For at undg?selvforagtende elever, der \"lader som om\", er det vigtigt at undervisningen er enkel - blottet for mystifistisk famlen. Frem for alt m?den v\u00e6re konkret.<\/p>
Masken er i den sammenh\u00e6ng et enest\u00e5ende og genialt v\u00e6rkt\u00f8j, som har bevist sin v\u00e6rdi gennem \u00e5rtusinder i mange kulturer. Den er netop et helt konkret objekt. Noget man i bogstaveligste forstand ka?ta?og f\u00f8le p?<\/p>
Samtidig er den en del af en f\u00e6lles referenceramme. Alle kan nikke genkendende til i overf\u00f8rt betydning at tage \u00e9n maske p? n\u00e5r man er sammen med venner, en anden n\u00e5r man taler med rektor og endnu \u00e9n, n\u00e5r man spiser middag med familien. Vi har udtryk som \"at holde masken\" og \"lad maskerne falde\". Masken bliver alts?n\u00e6rmest en metafor for mennesket og med karaktermaskens st\u00e6rke uforanderlige tr\u00e6k, er den det ultimative symbol p?rollen. N\u00e5r man tager masken p? modtager man en st\u00e6rk impuls, som m?handles p? Og som s\u00e5dan er den en fremragende introduktion til karakterarbejdet.<\/p>
Fordi masken skjuler ansigtet, kan den give eleven en fornemmelse af at kunne gemme sig, hvilket ofte giver hende friheden til at folde sig ud og g\u00f8re ting hun ellers ikke ville turde. (Under karnevalet i middelalderens Italien, var det ulovligt at g?med v\u00e5ben, samtidig med man bar maske. Netop fordi man havde skiftet sin identitet ud, kunne man ikke l\u00e6ngere v\u00e6re ansvarlig for sin egen opf\u00f8rsel! -- Mon ikke det ogs?var fordi, man ville v\u00e6re sv\u00e6r at genkende, n\u00e5r man tog masken af!)<\/p>
Men det paradoksale og fantastiske ved masken er, at den afsl\u00f8rer i meget h\u00f8jere grad, end den skjuler! Fornemmelsen af at v\u00e6re skjult er en illusion. Georg Bernard Shaw sagde engang : S\u00e6t en maske p?ansigtet af en mand, og han kan ikke lyve!<\/p>
Masken l\u00e6gger hovedet p? hylden:<\/p>
\u00a0<\/p>
Vi lever i et meget intellekt-fikseret samfund. B\u00e5de den \"sunde fornuft\" og \"fantasien\" placeres i hovedet. Kroppen som udskiller v\u00e6sker, lugte, lyde - pakkes ind, gemmes v\u00e6k og fungerer n\u00e6rmest udelukkende som transportmiddel for dette enest\u00e5ende apparat - hovedet. Derfor er de fleste af os eksperter i ansigtsudtryk. Men t\u00e6nk lige p? hvor lille en del af menneskets anatomi hovedet udg\u00f8r. Dens st\u00f8rrelse (og forstand) taget i betragtning till\u00e6gges hovedet efter min mening alt for stor betydning. Kroppen, som oftest er klogere end hovedet, har sv\u00e6rt ved at blive h\u00f8rt - mavepinen over hovedets (forkerte) beslutning ignoreres sammen med koldsved og hjertebanken. Det er helt indlysende, at vejen til en frit flydende fantasi og kreativitet skal engagere hele kroppen. Men jo \u00e6ldre vi bliver, des mere h\u00e6mmede er vi af skikke, normer og regler, derfor handler det om at tilbyde redskaber, der kan fjerne disse forhindringer og frig\u00f8re kroppen.<\/p>
\u00a0<\/p>
Men hvad mente Shaw? Ja: med ansigtet d\u00e6kket, er kroppens udtryk det eneste, der er tilbage, og kroppen afsl\u00f8rer sandheden. Vi er nemlig ikke blevet eksperter i at styre den. Selv n\u00e5r vi krampagtigt fors\u00f8ger at v\u00e6re udtryksl\u00f8se, sladrer den. Tripper f\u00f8dderne - piller fingrene? Balancen, \u00e5ndedr\u00e6ttet, brystkassen, kropsholdningen? Alting har en betydning for tilskueren. Hvis man ser skuespillere, der virker utrov\u00e6rdige, er det ofte fordi der, groft sagt, er en uoverensstemmelse mellem hoved og krop.<\/p>
\u00a0<\/p>
Maskerne tvinger alts? eleven til at fokusere p?kropssproget, ogs?fordi det er n\u00f8dvendigt, n\u00e5r ansigtet er d\u00e6kket, at tr\u00e6ffe st\u00e6rke fysiske valg for at give masken liv. Samtidig erfarer man hurtigt, at maskernes liv afh\u00e6nger af deres publikum; de har et behov for en direkte kontakt med dem. S\u00e5ledes hj\u00e6lper masker med at udvikle et st\u00e6rkt og udadvendt udtryk og som s\u00e5dan er de et uundv\u00e6rligt tr\u00e6ningsredskab, ogs?for dem, der i sidste ende skal spille uden masker.<\/p>
Tr\u00e6ningsmasken under masken:<\/p>
\u00a0<\/p>
Som en yderligere hj\u00e6lp til skuespilleren, der arbejder med at f?en forst\u00e5else af sig selv, udviklede Jacques LeCoq og Amleto Sartori i et mange\u00e5rigt samarbejde den Neutrale (eller den Universelle) maske. Den er meget enkel - i princippet: Det er en maske, der ikke har noget bestemt udtryk. Mange foretr\u00e6kker at kalde det for en maske, der forestiller Mennesket, frem for at v\u00e6re \u00e9t bestemt menneske. Denne maske hj\u00e6lper en skuespiller til (ved hj\u00e6lp af en tilskuer) at opdage hvilke gestus-m\u00f8nstre og vaner hun har, og hvordan disse kan undg\u00e5s.<\/p>
\u00a0<\/p>
Teorien bag den neutrale maske er enkel: f\u00f8rst n\u00e5r man kender sig selv, kan man lade v\u00e6re med at v\u00e6re sig selv, og s?spille en anden. Derfor m?man, n\u00e5r man tager en karaktermaske (eller en karakter uden maske) p? forestille sig, at man tager den Neutrale maske p? nedenunder. At man rejser gennem et roligt, tomt rum, hvor man kan efterlade egne vaner bag sig, for derefter at bebo karakteren.<\/p>
Arbejdet med den neutrale maske er mest effektiv i et l\u00e6ngere forl\u00f8b, men selv enkle \u00f8velser kan hurtigt f\u00f8re eleven til vigtige opdagelser og gennembrud, som ellers er sv\u00e6rt opn\u00e5elige. Masken er ubarmhjertig: samtidig med, at den blidt hj\u00e6lper eleven med at finde det neutrale\/universelle udtryk, s?afsl\u00f8rer den ukritisk hver fejl beg\u00e5et, hver un\u00f8dvendig gentagelse, hver genvej skudt.Masken og Magi: Paradokset<\/p>
Selvom man bestr\u00e6ber sig p?at ligge \"sig selv\" p?hylden, s?er en maske jo en d\u00f8d ting, som kun kan bringes til live gennem skuespillerens personlighed. (Hvilket i sig selv giver eleverne en fantastisk f\u00f8lelse af evne eller \"magt\".) Michel Saint-Denis siger:<\/p>
\"Masken absorberer skuespillerens personlighed, hvorfra den f\u00e5r sin n\u00e6ring. Den varmer hans f\u00f8lelser og k\u00f8lner hans hoved\"<\/p>
\u00a0<\/p>
Dette er essensen af at f?masken til at leve. Mange, der arbejder med masker snakker om dens magiske kr\u00e6fter og at man, n\u00e5r man tager masken p? n\u00e6rmest g\u00e5r i trance. Jeg bryder mig ikke om denne mystificeren. Igen fordi det presser eleven til at \"lade-som-om\", n\u00e5r det fordres, at en bestemt indre tilstand skal opn\u00e5s for, at \u00f8velsen er vellykket. Eleverne finder det endda ofte ligefrem skr\u00e6mmende, n\u00e5r disse d\u00f8de og ofte groteske \"v\u00e6sner\" till\u00e6gges s?stor magt. Jeg udnytter elevernes f\u00f8rste indskydelse, n\u00e5r de f\u00e5r maskerne p?og ser hinanden. Latteren! Det er og skal v\u00e6re \"skide sjovt\" (for nu at sige det p?godt dansk) at arbejde med masker. Latteren er en af maskernes store fordele - fordi latter skaber en tryg atmosf\u00e6re at arbejde i og g\u00f8der jorden for videre udforskning. Som maskemager har jeg desuden et mere praktisk, nede-p?jorden, forhold til de masker jeg skal spille. Jeg har selv lavet dem - selv haft fingrene i leret og langsomt set dem tage form gennem maskefremstillingens forskellige processer. Det er stadig \"magisk\" at disse d\u00f8de papmach?former kan levendeg\u00f8res, men jeg till\u00e6gger dem ikke overnaturlige evner og ritualiserer kun behandlingen af dem i begr\u00e6nset omfang. Alt, hvad man foretager i form af ritualer omkring masker er til for at hj\u00e6lpe skuespilleren, for det er i sidste ende skuespilleren, som er kilden til magien. At p\u00e5st?andet er kunstigt og form\u00e5lsl\u00f8st hokus-pokus.<\/p>
\u00a0<\/p>
Det er dog sandt, at masken skal have \"lov til at leve sit eget liv\", og at en god maske faktisk kan styre skuespilleren i en vis grad, idet den giver hende inspiration. Man taler om at lytte til masken eller at v\u00e6re \u00e5ben for maskens personlighed. Derfor kan det godt f\u00f8les som om en god teatermaske har en st\u00e6rk og m\u00e5ske lidt mystisk magt over \u00e9n. Dario Fo, som n\u00e6rmest har et had\/k\u00e6rligheds forhold til dem - m\u00e5ske fordi hans eget ansigt er s?udtryksfuldt - fort\u00e6ller:<\/p>
\" ...n\u00e5r man tager masken af, f\u00e5r man en unik f\u00f8lelse - det er i hvert fald min erfaring - jeg er bange for, at en del af mit eget ansigt har sat sig fast p?masken, eller at ansigtet er taget af med masken. N\u00e5r man tager masken af efter at have haft den p?i to til tre timer, f\u00e5r man indtrykket af, at udslette sig selv.\"<\/p>
\u00a0<\/p>
Nogle gange kan professionelle maskeskuespillere fort\u00e6lle om situationer, hvor de spillede med en maske i op til flere timer, uden bagefter at kunne huske, hvad de lavede. Man kan m\u00e5ske godt sige, at de var i en form for trance. M\u00e5ske - men det er vigtigt at holde fast i, at masken ikke g\u00f8r det hele selv. At f?en maske til at leve kr\u00e6ver teknik. Man m?l\u00e6re vigtigheden af \u00f8konomi og fokus, at \"less is more,\" at \u00f8jeblikke skal adskilles, osv. osv.<\/p>
\u00a0<\/p>
Alle er de redskaber, som man uden videre kan tage med sig, n\u00e5r man skal spille uden masken.Masker tvinger os til at bruge hinanden:<\/p>
N\u00e5r man t\u00e5ger rundt derinde i masken - m\u00e5ske endda med d\u00e5rligt udsyn - har man ofte ingen anelse om hvad man laver. Man kan jo ingenting se! Man kan i starten umuligt have nogen fornemmelse af, hvorn\u00e5r masken fungerer og hvorn\u00e5r den ikke g\u00f8r! Det er fuldst\u00e6ndigt ligegyldigt om man \"spiller r\u00f8ven ud af bukserne\" bag masken, hvis ikke det n\u00e5r ned til publikum (hvilket er sandt for alt teater.) Her bliver maskearbejde meget teknisk. Fordi man (kroppen!) skal l\u00e6re, at fra en bestemt vinkel ser masken sur ud - hvis man flytter hovedet 30o NV - s?ser masken pludselig forbavset ud, osv. Til dette arbejde bruges de andre elever som observat\u00f8rer. S?det er ogs? sandt for maskearbejdet, at man p?nogen m\u00e5der l\u00e6rer mere ved at se p?- end ved at v\u00e6re p? Maskearbejdet tr\u00e6ner derved elevernes observationsevner - alt det kropsafl\u00e6sning, som vi dagligt g\u00f8r ubevidst, bliver pludselig bevidst.<\/p>
Nogle er varme fortalere for brug af spejle i maskearbejdet. Det er jeg ikke. Jeg tillader gerne, at man lige f\u00e5r et hurtigt glimt af sig selv i spejlet, ikke mere. Hvis man begynder at spille foran spejlet f\u00e5r man udelukkende en fornemmelse af masken frontalt. Det er muligvis mere kr\u00e6vende, men ogs?meget mere givende og naturligt, at l\u00e6re at bruge hinanden som spejl.<\/p>
\"The out of body experience!\"<\/p>
\u00a0<\/p>
S?snart man har tilegnet sig den element\u00e6re teknik, som kr\u00e6ves for at b\u00e6re en maske, vil man begynde at indse, at masker ikke kan t\u00e5le mere end \u00e9n motivation ad gangen, at de kun lever gennem kontrollerede, st\u00e6rke, og aldeles enkle handlinger som beror p?et rigt indre liv i en rolig og afbalanceret krop.<\/p>
I en meget rendyrket form g\u00f8r arbejdet med masker det muligt for eleven at opleve hvad Saint-Denis kalder for selve kemien i h\u00e5ndv\u00e6rket: i det pr\u00e6cise \u00f8jeblik, hvor skuespillerens f\u00f8lelser n\u00e5r deres h\u00f8jdepunkt under masken, tvinges hun til \"at tr\u00e6de et skridt tilbage\" s?og sige. Overblik og klarsyn er yderst n\u00f8dvendige, fordi man, samtidig med at man er fordybet i den sceniske situation, stadig skal kunne styre den fysiske handling.<\/p>
\u00a0<\/p>
Eleven arbejder her med den kvalitet, som gjorde Peking Opera-legenden Mei Lan-Fang til yndlingsskuespiller hos s? forskellige teaterpersonligheder som Brecht, Chaplin, og Stanislavski: evnen til at bebo karakteren fuld ud og trov\u00e6rdigt, mens en del af skuespilleren m\u00e6rkbart \"observerer sig selv udefra,\" og bevidst og aktivt v\u00e6lger det udtryk, som bedst passer til situationen og formen.<\/p>
\u00a0<\/p>
Kort sagt: Masker varmer f\u00f8lelserne og k\u00f8ler hovedet! Teori kan g\u00f8re alt indviklet - men i virkeligheden skal arbejdet v\u00e6re som en alvorlig leg - enkelt og sjovt. En indgangsvinkel til h\u00e5ndv\u00e6rket, der fremmer det autentiske udtryk og skaber selvsikre resourcefulde elever\/skuespillere. Det kan masker!<\/p>
\u00a0<\/p>
\u00a0<\/p>","_et_gb_content_width":"","footnotes":""},"class_list":["post-112","page","type-page","status-publish","hentry"],"aioseo_notices":[],"_links":{"self":[{"href":"http:\/\/thaliastjenere.dk\/en\/wp-json\/wp\/v2\/pages\/112","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"http:\/\/thaliastjenere.dk\/en\/wp-json\/wp\/v2\/pages"}],"about":[{"href":"http:\/\/thaliastjenere.dk\/en\/wp-json\/wp\/v2\/types\/page"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"http:\/\/thaliastjenere.dk\/en\/wp-json\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"http:\/\/thaliastjenere.dk\/en\/wp-json\/wp\/v2\/comments?post=112"}],"version-history":[{"count":0,"href":"http:\/\/thaliastjenere.dk\/en\/wp-json\/wp\/v2\/pages\/112\/revisions"}],"up":[{"embeddable":true,"href":"http:\/\/thaliastjenere.dk\/en\/wp-json\/wp\/v2\/pages\/100"}],"wp:attachment":[{"href":"http:\/\/thaliastjenere.dk\/en\/wp-json\/wp\/v2\/media?parent=112"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}